Kammerkoret Pegasus

Dirigent Torsten Mariegaard

Kammerkoret Pegasus er et klassisk kor dannet i København i 1992. Koret består i dag af 28 sangere i alderen 25-45 år, der hver onsdag øver i lokaler centralt på Nørrebro.

Hver sæson opfører vi koncerter i kirker rundt omkring i Danmark. Kammerkoret Pegasus kendetegnes ved en stor homogenitet i klangen, præcision i intonationen, en god stilsans og erfaring med mange landes kormusik. Dette giver mulighed for at håndtere et ganske bredt repertoire med værker af blandt andre Bach, Brahms, Britten, Debussy, Grieg og Poulenc.

Kammerkoret Pegasus har gennem 10 år samarbejdet med kammerkoret Terpsichore under det fælles navn Copenhagen Oratorio Choir, COC. Dette kor, som tæller mere end 50 sangere, opfører hvert år Händels Messias og indgår også i store opsætninger af f.eks. Verdis Requiem. På COCs repertoire er også Rachmaninovs Vesper, som vi har opført mange gange og vil blive ved med at opføre. COC vandt i 2003 den internationale Schubert korkonkurrence i Wien.

I foråret 2011 forbereder vi os til en international korkonkurrence i Mainhausen nær Frankfurt. Ud over det byder et normalt år også på Rachmaninovs Vesper, Händels Messias og a cappella-koncerter i forsommeren og ved juletid.

Vi er altid på udkig efter dygtige korsangere, så er du en rutineret korsanger, er du meget velkommen til at kontakte os. Vi lægger stor vægt på de sociale sider af det at synge i kor. Det være sig både den hyggelige sludder over kagen til øvegangens pause, en god snak efter øvegangen på korets stamcafé på Nørrebro, og ikke mindst den blanding af intensiv korsang, hygge og fest som er hovedingredienserne i den årlige korlørdag eller korweekend.

Se mere om koret på vores hjemmeside www.kammerkoret-pegasus.dk.