Kammerkoret Aventura

Aventura 2015 Aventura middelalder

Dirigent Dorte Klingenberg Iversen

Aventura er et lille, seriøst arbejdende kammerkor, med mellem 15 og 20 engagerede og rutinerede sangere. Det blev stiftet i 1984.

Vi arrangerer gerne en koncertturné hver sommer og herudover et par øveweekender i løbet af året. Sommeren 2000 var koret på Bornholm og optrådte for første gang med middelaldermusik, i dragter lånt til lejligheden. Siden har vi satset meget på middelaldermusik. Vi har syet egne dragter, anskaffet instrumenter og rekvisitter, og deltaget i adskillige middelaldermarkeder i Danmark, foruden koncerter og mindre optrædener. Vi har også indspillet en CD med middelaldermusik.

Udover middelaldermusik har vi deltaget i flere internationale korkonkurrencer.

Korets repertoire er altså alsidigt og inkluderer forskellige genrer, kirkelige som verdslige med hovedvægten lagt på:

 - Middelaldermusik fra hele Europa, fra tidlig enstemmig sang til Ars nova

 - Renaissancemusik fra hele Europa, fra chansons og madrigaler til kirkelige motetter.

 - Nordisk musik, fra gamle/nye viser og salmer til nyere kompositionsmusik.

 - Nyere kompositionsmusik fra hele verden.

Koret dirigeres af Dorte Klingenberg Iversen, som har diplomeksamen i kor- og ensembleledelse fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, og er uddannet af Morten Schuldt-Jensen.

Hvis du kunne tænke dig at synge i Aventura, vil vi gerne høre fra dig. Du vil blive inviteret til en mindre optagelsesprøve, og det er en fordel hvis du har lidt korerfaring.

Vi har solide arbejdsvaner og en munter omgangstone. Vi værdsætter smidigheden ved at være et lille kor, og forventer godt nodekendskab, en god fleksibel stemme og et stabilt fremmøde. Middelaldermusikkens kernerepertoire skal læres udenad.